Fra Mikrobryggeri til Internationalt Bryghus

I tæt kontakt med naturen og skovens råvarer.

På en rask vandretur under Hareskovens frodige trækroner, slog en lys idé pludselig ned i Brygmester Casper Møller. Bladenes knitrende knasen under hans støvler og skovens spændende råvarer inspirerede vores dengang 31 årige brygmester til at blande skovens friske aromaer med humlen og maltens fyldige smage.

I skovens dybe, stille ro

Da vi i 2005 fik udvidet restauration med et mikro bryggeri og startede med at eksperimenterer på det gamle traktørsted i Hareskoven, gjorde vi os intet begreb om, hvor meget det frø, vi var i færd med at så, ville spire og gro over de næste mange år. Nok var vores ambitionen, at nå en bred skare af øl folket ved at få Skovlyst ud på hylderne i de danske supermarkeder. Men ingen kunne have forudset, hvor mange tusinde liter øl, der ville komme til at strømme ud af skoven.

Siden da er Hareskoven falmet og blomstret op på ny adskillige gange. Birkebryggen har fået følgeskab af blandt andet BøgeBryg, EgeBryg, og Nældebryg, og vores produkter er i dag at finde på butikshylder og ølhaner over hele landet. Faktisk har danskerne taget smagen af skoven til sig i et omfang, der gjorde det svært for kedlerne i det gamle restaurationsbryggeri at følge med. Trods sine næsten 900 Hektoliter blev bryggeriet i Hareskoven allerede i 2008 for småt – vi kunne umuligt forblive et mikrobryggeri og samtidig følge med den stigende efterspørgsel. Det var blevet tid til at udvide, og vi stod pludselig overfor en række spændende beslutninger.

Over stok og sten

Selvom det oplagte valg for os var, at bevare produktionen i Danmark, var det ikke muligt at finde et bryggeri, hvor vi kunne producere de mængder øl, der var behov for, uden at gå på kompromis med Vores høje krav til kvalitet og produktionsmetoder.

Casper Møller traf beslutningen om at flytte Skovlysts ølbrygning til udlandet, hvor mulighederne for at udvide kapaciteten, uden at sænke kvaliteten, var til stede. I første omgang rykkede en del af produktionen til det højt respekterede familieejede brygger Van Pur i Polen og siden da er spændende partnerskaber med familieejede bryggerier i både Frankrig og Østrig kommet til. Udvidelserne muliggjorde, at Skovlyst øllet i dag findes i langt de fleste supermarkeder, og alene i 2012 tredoblede vi vores omsætning. I dag producere vi mere end tre millioner øl om året.

Igennem de seneste mange år er Casper Møllers oprindelige lille frø i Hareskovens muld vokset sig til et stort, frodigt træ med en solid stamme og grene der rækker langt ud over Danmarks grænser.