I den første af fire artikler om alkoholfri øl går vi tæt på selve smagen af alkoholfri øl. Vi forklarer også, hvorfor øl uden alkohol ofte smager lidt anderledes end deres traditionelle modstykker.
Denne artikel er nr. et i en serie af fire om alkoholfri øl. De øvrige artikler finder du her:
>> Hvordan laver man alkoholfri øl?
>> Hvilke typer alkoholfri øl findes der?
>> Alkoholfri øl: Fordele & fremtid
Kvaliteten og variationen af alkoholfri øl har udviklet sig markant i de seneste år. Derfor er det svært at give et entydigt svar på, hvordan alkoholfri øl smager i forhold til traditionelle øl. Alkoholfri øl kan ikke nødvendigvis reduceres til “en almindelig øl, bare uden alkohol.” Den stigende interesse for alkoholfri alternativer og nye brygmetoder har revolutioneret kategorien, hvilket har ført os langt forbi de simple ‘Super Light’-dage.
De bedste alkoholfri øl fortjener at blive vurderet på deres egne præmisser. Vi kommer dog ikke uden om, at kategorien per definition beskrives ved fraværet af alkohol. Så lad os først se nærmere på, hvilken rolle alkoholen spiller i de traditionelle øl.
I traditionel øl omdanner gærceller sukkeret i malten til alkohol og kuldioxid (CO2). Udover alkohol producerer gær en række andre kemiske forbindelser, især estere og fenoler, der påvirker øllets aroma. Estere bidrager med frugtige aromaer (eksempelvis duften af banan i en tysk Hefeweizen), mens fenoler tilfører krydrede, pebrede og røgede elementer (eksempelvis duften af nelliker i en belgisk Witbier).
Alkoholen i øl – og især i undergærede typer som pilsner – består primært af ethanol, som ikke i sig selv har en udtalt smag. Til gengæld tilføjer det en skarp, let brændende og sødlig fornemmelse. Den direkte sensoriske påvirkning er subtil, men alkoholen spiller en afgørende rolle i at balancere øllets smag, give fylde, og forlænge eftersmagen. Alkohol fungerer desuden som en effektiv bærer af aroma, hvilket forstærker de komplekse duft- og smagsoplevelser.
I overgærede øltyper, der er gæret ved højere temperaturer, finder vi i øvrigt ofte de såkaldte fusel-alkoholer. I moderate mængder kan disse typer alkoholer bidrage med spændende aromaer a la frugt, blomster og krydderier.
Alkohol spiller en central rolle i øllets smagsprofil, både direkte og indirekte. Derfor har alkoholfri øl i lang tid været udsat for kritik. Den primære anke har været, at de mangler krop, føles spinkle eller endda vandede. Fraværet af alkohol påvirker også øllets aromaprofil, hvilket har ført til, at alkoholfri øl ofte er blevet beskrevet som banale, kedelige og neutrale. Heldigvis findes der måder, hvorpå bryggeren kan genskabe fornemmelsen af “rigtig” øl. En lille analogi kan hjælpe forståelsen på vej.
Tænk på alkoholen som “bassen” i et rockorkester. Den giver øllen en solid “bund” og en dybere smagsoplevelse, ligesom bassen giver musikken sin stabilitet og fylde. Når øllen kommer uden alkohol, mangler denne dybe basgang, og smagsbilledet kan derfor føles lidt “fladere”.
Men ligesom et rockorkester stadig kan levere en fantastisk oplevelse uden bas, kan en alkoholfri øl blive en god oplevelse, hvis den lærer at spille på nogle andre strenge. Man kan tilføre andre smagsnoter, eksperimentere med ingredienser, der normalt ikke er fremtrædende, eller justere balancen mellem de eksisterende elementer for at skabe en ny og interessant smag. På den måde kan man stadig få en fyldig og velsmagende øl, selv uden alkoholens “basgang”.
Her følger en række alkoholfri øludfordringer, mulige løsninger og deres smagsmæssige konsekvenser.
En måde at opnå mundfylde uden alkohol er ved at justere maltprofilen, hvilket kan give en rigere maltkarakter og dermed en fyldigere smag. Dette øger dog typisk også øllets sødme. Forlænget modning og justering af vandets kemiske sammensætning er andre, men mindre betydelige, måder at give alkoholfri øl mere fylde.
Humle er en aromatisk nøgleingrediens i de fleste øl, men i øl uden alkohol har humlen som tidligere nævnt sværere vilkår. I alkoholfri øl kan en øget mængde humle derfor kompensere for de aromatiske komponenter, alkoholen normalt transporterer i retning af din næse. Humle tilfører dog også en vis bitterhed, og hvis øllen allerede er spinkel, kan denne bitterhed blive overvældende.
Nogle bryggerier vælger at supplere humlen med naturlige aromaer. Opnås den rette balance mellem disse ingredienser, kan den alkoholfri øl komme meget tæt på duften af traditionelle øl. Det kan dog også skabe en aromatisk ubalance, som hurtigt får alarmklokkerne til at ringe hos de mest fintfølende ølnæser. Mens nogle alkoholfri øl kæmper med denne balance, synes andre at have knækket koden.
Gærtyper og fermenteringsteknikker spiller også en væsentlig rolle i udviklingen i den alkoholfri øls aromaprofil. Valget af gærtype er kritisk, da den både påvirker aromaen og behovet for at justere den videre proces. Fermenteringsprocessen justeres nemlig ofte for at bevare nogle af de velkendte aromaer fra traditionelle øl, hvilket resulterer i en mere integreret og stabil smagsprofil.
Den let brændende fornemmelse, som alkohol giver, er dog vanskelig at gengive i alkoholfri øl. Derfor vil alkoholfri øl sandsynligvis aldrig give den samme følelse af “varme” som deres alkoholholdige modstykker. Det samme gælder for den lange eftersmag, man ofte finder i øl med høje alkoholprocenter.
Hvilket leder os til en anden vigtig faktor i vurderingen af alkoholfri øl: dig!
Vores stærke danske øltraditioner skaber klare forventninger til, hvordan øl skal smage. Samtidig er ølmarkedets alsidighed eksploderet de seneste tyve år, hvilket har gjort os mere nysgerrige på alternativer til den klassiske pilsner. Vi befinder os altså med det ene ben i traditionen og det andet i et nyt, åbent øl-landskab. For mange er alkoholfri øl stadig en del af denne nye verden.
Derfor er det vigtigt, at vi udfordrer vores gamle ølvaner, hvis vi skal få glæde af de alkoholfri alternativer. Øl med og uden alkohol er beslægtede, men de er ikke identiske – og de er heller ikke enæggede tvillinger. At sammenligne dem direkte er som at sammenligne æbler og pærer – og det bliver vi sjældent klogere af.
Mange alkoholfri øl nærmer sig de traditionelle øl i stil. Men der er stadig forskelle at spore, og sådan vil det sandsynligvis fortsætte. Smagen i alkoholfri øl har tendens til at være sødere, og aromaen er ofte mindre intens. De kan være utroligt læskende og dermed hurtigt indbyde til en slurk mere – hvilket nok også har noget at gøre med en lidt kortere eftersmag.
De mest vellykkede alkoholfri øl formår at skabe en solid krop og mundfylde, men det lykkes bedst, når de ikke forsøger at efterligne de meget humle- og alkoholtunge øltyper. Den perfekt balancerede pilsner er ligeledes svært at gengive uden alkohol. På den anden side kan pilsnerens læskende egenskaber næsten overgås af sine alkoholfri pendanter. Populariteten synes at være størst, når vi bevæger os mod midten af spektret for fylde og aroma. Hvis en alkoholfri ‘Ale’ vil typisk befinde sig i dette felt.
Alkoholfri øl brygges efter deres egne opskrifter og bør vurderes derefter. Start i stedet med at lede efter de positive aspekter ved alkoholfri øl. For eksempel hvor dejligt forfriskende de kan være efter en løbetur – eller før en biltur. Efterhånden som du prøver flere forskellige typer, kan du gradvist blive mere kritisk i jagten på dine personlige favoritter.
Læs også:
>> Hvordan laver man alkoholfri øl?
>> Hvilke typer alkoholfri øl findes der?
>> Alkoholfri øl: Fordele & fremtid
Vil du have besked, næste gang vi skriver om øl? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Du er desværre ikke gammel nok til at besøge denne side. Når du har en lovlig købsalder, er du velkommen tilbage.